August

Pluk hindbær i skoven. De vokser langs de åbne hegn, hvor solen kan nå dem, og træerne ikke er for høje. De har brug for vildnisset med deres spinkle grene. Tag fornuftigt fodtøj på, for du får lyst til at kravle længere ind i krattet, når du får øje på de små røde lamper, som lyser derinde under bladene. Hvert eneste bær smager forskelligt – har sine egne krydrede toner som ædle vine. Nyd synet og mangfoldigheden af de insekter, der også lever her og drikker af den røde saft. Men husk tøj, som dækker kroppen, for du får rifter og insektbid, som du må abstrahere fra. Medbring noget praktisk at plukke bærrene i – en kop med hank, så du kan vandre frit uden at tabe din røde skat. På vejen hjem: husk at købe en rigtig god is, som du kan hælde bærrene ud over – og nyd en luksus dessert som kun fra de bedste restauranter.

Gå en tur på stranden – husk at smide skoene og mærke det bløde sand i vandkanten. Bevæg dig frit, mens du svømmer…du skal ikke præstere noget bestemt. I august måned er vandet varmest ved alle vores strande og fjorde…nyd det!

Sov udendørs. Ikke noget indviklet med opbakning og bivuak…bare læg dig ud i haven på et underlag og med dit sædvanlige sengetøj, når vejrudsigten er god. Jorden er varmest på denne årstid, og insektsæsonen klinger af. Du vil vågne op med de reneste lunger og en ligeså klar følelse i hovedet.

Find en legeplads – gyng en tur i gyngen eller balancer på balance-bukke – leg! Lige om lidt er det vinter og for koldt…og dine år flyver fra dig, indtil kroppen helt har glemt at bevæge sig.

Drop planer og milepæle. Agil planlægning er at forholde sig til en foranderlig virkelighed – udenfor og indeni dig selv. Gå heller ind i det ”energirum”, hvor du har lyst til at være, og se hvad der kommer til dig derfra – følg den gode følelse.

Cykel så langsomt, at du har overskud til at synge/nynne/fløjte samtidigt…kig dig omkring på turen – tag den smukkeste rute! Du kommer kun få minutter senere, men du får dobbelt så meget ud af din tid.

Snart er ferien forbi, og arbejdspladserne skruer op for blusset igen. Hold dig i sikker afstand fra præstations-pushere. I dag bliver mange f.eks. nødt til at have en Linkedin profil for at fremstå professionelle. Men sørg i det mindste for at krydse nej, nej og atter nej til alle deres forslag om ”opdateringer” og spam-emails, der vil have dig til at tro, at du ikke kan undvære deres univers og allerhelst skal betale for endeløse opdateringer, som fanger dig i hamsterhjulet af at udlevere egne præstationer og følge med i alle andres. LinkedIn’s konstante markedsføring overfor dem, som de allerede har i fælden, er værre end på datingsider. De vil ikke slippe dig et sekund af døgnet. Ligeledes hold dig langt væk fra butikker og blade, som prøver at sælge en livsstil på de høje nagler. Lad være med at være slave af livstils business. Gå målrettet ind i en butik efter den ene ting, du på forhånd har bestemt dig for at købe og skynd dig ud igen uden at kigge til højre eller venstre. Beløn dig selv med en dejlig tur i skoven eller bare velværet i dit eget hjem. Du har et fantastisk liv allerede – også uden alle deres produkter og opreklamerede succes signaler.

Del gerne :)